TUP-PROJEKTER
Systematisk evaluering i en evalueringskultur, TUP-2008
Efteruddannelsesudvalget for Køkken, Hotel, Restauration, Bager, Konditor og Kødbranchen igangsatte dette TUP-projekt ’Systematisk evaluering i en evalueringskultur’ under temaet: ’Evalueringskultur’. Udviklingsprojektet fokuserer på, hvordan Viskvalitet.dk kan styrkes som et evalueringsredskab, der ikke bare måler en umiddelbar tilfredshed, men også bidrager til at udvikle arbejdsmarkedsuddannelserne. Projektet følger to spor:
- Udvikling af en systematisk evaluering af undervisningen - med fokus på, hvordan et godt samspil om kvalitetsudvikling af egen undervisning kan gribes an.
- Udvikling og forankring af en positiv evalueringskultur - i skolens samlede organisation
Projektet kan downloades her: Systematisk evaluering i en evalueringskultur
Projektets konklusion
Viskvalitet.dk kan ikke stå alene som evalueringsværktøj, som grundlag for udvikling af kvaliteten i undervisningen. Fælles afstemning af forventninger med kursisterne giver mulighed for, at læreren fra start ved lidt om motivationen, deltagerne manglende viden, hvor niveauet skal lægges, hvilke metoder der skal benyttes osv. Inddragelse af kursisterne har også den virkning, at de får et medansvar for, at undervisningen bliver god. Nogle af lærerne fremhæver, at ejerskabet til Viskvalitet.dk både er en udfordring for kursisterne og for lærerne. Alle tre skoler har arbejdet med at udforme supplerende spørgsmål i Viskvalitet.dk, der både kunne skabe en sammenhæng mellem den handlingsorienterede målformulerings delmål og konkrete elementer i undervisningen i et så enkelt sprog som muligt. Den mundtlige evaluering opfattes af alle lærerne som meget vigtig, hvor bl.a. læsesvage kursister også kan komme til orde.
Etableringen af en systematisk evalueringskultur handler bl.a. om at få skolens forskellige niveauer til at hænge sammen. Eksisterende formelle eller uformelle procedurer bør synliggøres og drøftes i de relevante udvalg i skolens organisation. Drøftelserne kan bl.a. omfatte, hvilke tanker ledelsen har gjort sig omkring, hvordan lærerne kan nå målet. En systematisk evalueringskultur er i høj grad et spørgsmål om, at lærerne bliver opmærksomme på kvaliteten i undervisningen, hvordan de deler deres erfaringer, viden og refleksioner. Derfor har lærerne udviklet et redskab, der kombinerer en individuel refleksion over egen undervisning med en fælles refleksion om, hvordan teamet og den enkelte lærer kan udvikle undervisningen. Redskabet lægger vægt på videndeling og på at finde nye veje i fællesskab. Videndeling og nye veje kræver tillid til hinanden og til lederen. Derfor er redskabet også bygget på både at reflektere over de rigtig gode undervisningsstunder og på de mindre gode.
Lærerkvalificering målrettet IKV, TUP-2008
Som opfølgning på ’Den praktiske vejledning’ fra TUP-projektet ”Individuel kompetencevurdering (IKV) som indgang til – og fastholdelse i – Køkken, Hotel, Restaurant, Bager, Konditor og Kødbranchen” ville Efteruddannelsesudvalget gerne bygge videre på projektets erfaringer og understøtte lærerkvalificeringen til IKV-indsatsen og samtidig skabe rum og mulighed for erfaringsdeling mellem faglærerne både inden for - og på tværs af skolerne.
Alle fire skoler tilkendegiver, at ”IKV i AMU er kommet for at blive,” og at de vil gøre en stor indsats for, at flere fra AMU-målgruppen kan finde motivation til at deltage i IKV I AMU. På nogle skoler er der planlagt yderligere interne formidlingsaktiviteter, f.eks. deltagelse på nogle af skolens teammøder for at informere om IKV eller invitere kollegerne fra egne og andre afdelinger til korte interne seminarer, hvor der informeres om IKV.
Alle skolerne tilkendegiver, at det vil være meget værdifuldt, hvis det nu veletablerede netværk imellem de fire skoler ikke alene kan fastholdes, men også udbygges med andre institutioner, der har AMU-målene inden for indgangen ”Mad til mennesker”. Skolerne har via samarbejdet i netværket fået øje på nogle helt praktiske muligheder for at samarbejde om at gennemføre IKV. De deltagende skoler tilkendegiver alle fortsat at ville arbejde på at udbrede kendskabet til IKV såvel internt som eksternt, således at der på sigt vil være deltagere til IKV i AMU.
Læs nærmere om dette TUP-projekt her.
Individuel kompetencevurdering IKV, TUP-2007
Efteruddannelsesudvalget har taget initiativ til udviklingen en brancherettet praktiske vejledning til IKV i AMU. ”IKV i AMU” er den korte betegnelse for ”Individuel kompetencevurdering inden for arbejdsmarkedsuddannelserne.” Programmet Individuel kompetencevurdering i AMU blev indført d. 1. august 2007.
Netop anerkendelsen og muligheden for at få et konkret bevis i hånden markerer et helt nyt tiltag. Hensigten er, at efteruddannelse tager afsæt i de kompetencer personen allerede har, så man dermed forebygger dobbeltuddannelse og fremmer motivationen for uddannelse. De skoler, der har deltaget i udformning og afprøvning af denne praktiske vejledning, har haft gode erfaringer fra forløbet. Det er deres erfaring, at de personer, der har deltaget i individuelle kompetencevurderingsforløb, er blevet motiveret til at tænke aktivt i efteruddannelsesmuligheder, og de har udtrykt interesse for at få udformet uddannelsesplaner og få fulgt op på mulighederne for mere efteruddannelse.
Læs nærmere om dette TUP-projekt her.
Opdateret 4. december 2009


