Tjener - uddannelse og job


Se filmklip om tjeneruddannelsen her.

Uddannelsen til tjener tager 3 år og 4 måneder.

Der er også mulighed for at indgå uddannelsesaftale som konference- og selskabstjener, som er 1. trin i uddannelsen til tjener. Uddannelsen til konference- og selskabstjener tager 1 år og 8 måneder. Konference- og selskabstjeneren kan efter endt uddannelse udføre professionel planlægning og afvikling af såvel selskaber som konferencer. Med et uddannelsesbevis som konference- og selskabstjener i hånden kan du til enhver tid genindtræde i tjeneruddannelsen og tage den fulde kompetence som tjener.

Uddannelsen til tjener består af praktik i en virksomhed kombineret med undervisning på teknisk skole. Læs nærmere om de 3 adgangsveje til en erhvervsuddannelse her.

Du vælger selv om du vil begynde din uddannelse med et praktikophold i en virksomhed eller på teknisk skole på grundforløbet i fællesindgangen "Mad til mennesker". Dog skal du have indgået en uddannelsesaftale med virksomheden for at kunne begynde med praktik. De første 3 måneder i virksomheden er gensidigt prøvetid.

Der er gode muligheder for at gennemføre en del af din praktik i udlandet. F.eks. Paris, London eller Berlin. Vil du have mere information om, hvordan man kommer i praktik i udlandet, så klik her Praktik i udlandet.

I grundforløbet der er fælles for alle uddannelser inden for branchen, kommer du til at arbejde med elementer fra såvel gastronom- tjener-, receptionist- og hotel- og fritidsassistentuddannelsen. Du vil bl.a. blive undervist i hygiejne, salg, varekendskab og gæste og kundebetjening og i fag, der er specielt rettet mod tjeneruddannelsen.

Efter gennemført grundforløb veksler tjeneruddannelsen mellem praktik og skoleophold. Skoleopholdene vil indeholde fag som psykologi, samfundsfag, engelsk, arbejdsmiljø, servering, banquet- og turistlære, drikkevarer, menu- og vinlære, gastronomi og praktisk tjenerarbejde. Derudover vil du sammen med din arbejdsgiver få mulighed for at vælge et speciale fag af speciel interesse for dig og din arbejdsplads.

I praktikdelen af tjeneruddannelsen oplæres du i at servere, modtage selskabsbestillinger, klargøre og afvikle selskaber og receptioner, vejlede gæster i valg af menu, drikkevarer og turistattraktioner samt aflægge tjenerregnskab m.m.

Ved afslutning af sidste skoleophold aflægges svendeprøve.

Læs mere om muligheden for merit her

Jobbeskrivelse
Du er med til at skabe rammerne om fest og hyggeligt samvær, når du arbejder som tjener. Du møder mennesker, som er gået ud for at have det rart. Dit job består i at give dem en god oplevelse.

Inden gæsterne kommer, dækker du bordene og sørger for, at de er smukt pyntede. Du tager imod bestillinger og serverer maden. Hvis kunderne ønsker nærmere vejledning om mad og vin, skal du kunne give en sådan. Når restauranten lukker, rydder du af og gør klar til næste dag.

Et høfligt og venligt væsen er en af forudsætningerne for at blive en god tjener. Når det gælder sprog, er det nødvendigt at kunne engelsk og gerne lidt tysk og fransk. Du skal også være indstillet på hele tiden at sætte dig ind i ny viden om mad og vin, så du kan rådgive gæsterne. Endelig skal du være i stand til at vejlede turister om lokale turistattraktioner. Tjenerfaget stiller desuden krav til din fysik. Tjenere står og går meget. Derfor må du ikke have problemer med ryg og ben.

Som tjener bliver du typisk ansat i restauranter og på hoteller. Men du har også andre muligheder. Kan du lide at mikse spændende drinks, kan du vælge at blive bartender. Vil du gerne have foden under eget bord, kan du starte din egen restaurant. Og hvis du drømmer om at se den store verden, har du den helt rigtige baggrund for at søge job i udlandet.

Vil du vide mere
Vil du vide mere, kan du læse tjeneruddannelsens uddannelsesordning her.

Du kan også få mere at vide ved at klikke dig ind på de tekniske skolers hjemmesider, som du kan finde her.