Hotel- og fritidsassistent - uddannelse og job
Uddannelsen
Uddannelsen til hotel- og fritidsassistent tager 2 år og 6 måneder.
Uddannelsen til hotel- og fritidsassistent består af praktik i en virksomhed kombineret med undervisning på teknisk skole. Se nærmere på siden om uddannelsesstrukturen.
Du vælger selv, om du vil begynde din uddannelse med et praktikophold i en virksomhed eller på teknisk skole på grundforløbet i fællesindgangen "Mad til mennesker". Dog skal du have indgået en uddannelsesaftale med en virksomhed for at kunne begynde med praktik. De første 3 måneder i virksomheden er gensidigt prøvetid.
I grundforløbet kommer du til at arbejde med elementer fra såvel gastronom- tjener-, receptionist- og hotel- og fritidsassistentuddannelsen. Du vil bl.a. blive undervist i hygiejne, salg, varekendskab, gæste og kundebetjening og i fag, der er specielt rettet mod hotel- og fritidsassistentuddannelsen.
Efter gennemført grundforløb veksler hotel- og fritidsassistentuddannelsen mellem praktik og skoleophold. Skoleopholdene vil indeholde fag som psykologi, samfundsfag, engelsk, arbejdsmiljø, ergonomi, grund- og specialrengøring og turistlære. Derudover vil du sammen med din arbejdsgiver få mulighed for at vælge et speciale fag af speciel interesse for dig og din arbejdsplads.
Praktikdelen af hotel- og fritidsassistentuddannelsen omfatter rengøring og klargøring af værelser, møderum og specialområder som motionsrum m.m., morgenservering, produktion og salg af fastfood produkter samt almindelig gæste- og kundebetjening, herunder give vejledning om turistattraktioner.
Uddannelsen er lige så bred som de jobmuligheder, der venter bagefter.
Ved afslutning af sidste skoleophold aflægges svendeprøve.
Jobbeskrivelse
Du er med til at skabe glæde og velvære omkring dig, når du vælger at blive hotel- og fritidsassistent. Uddannelsen giver et utal af jobmuligheder.
Som hotel- og fritidsassistent kan du blive ansat på hoteller, feriecentre, vandrerhjem og campingpladser. Bliver du f.eks. ansat på et hotel, kan du arbejde med morgen-servering og klargøring af værelser. Vælger du et feriecenter som arbejdsplads, er du med til at gøre hytterne eller lejlighederne klar til de næste gæster. Det er også dig, der hjælper gæsterne til rette, hvis de f.eks. gerne vil vide, hvordan opvaskemaskinen virker, eller hvis håndvasken er stoppet. Arbejdsopgaverne kan være meget varierede og betyde, at du skal skifte arbejdsuniform flere gange om dagen.
Det er vigtigt at du har praktisk håndelag. Du skal også gerne kunne sprog, så du kan tale med virksomhedens udenlandske gæster.
Vil du vide mere
Vil du vide mere, kan du læse hotel- og fritidsassistentuddannelsens uddannelsesordning her.
Du kan også få mere at vide ved at klikke dig ind på de tekniske skolers hjemmesider her.


